
ØVRIG POLITIK
ÆLDREPOLITIK:
ET TRYGT OG VÆRDIGT ÆLDRELIV
Når man bliver gammel, skal man kunne regne med, at hjælpen er der. At der kommer en kendt hjemmehjælper ind ad døren. At der er tid til at få gjort ordentligt rent, komme i bad og få en kop kaffe. At medarbejderen ikke bare skal skynde sig videre til den næste. Og at man ikke skal kæmpe med kommunen for at få det, man har brug for.
I Danmarksdemokraterne ønsker vi derfor en ældrepleje med varme hænder, faste ansigter, færre regler og mere frihed. Frihed til at vælge hvem, der skal hjælpe én – og hvordan hjælpen skal tilrettelægges.
Vi vil have mere nærvær og mindre papirarbejde. Der skal være tid til relationer, og det kræver, at der er nok personale, og at pengene bruges på pleje, ikke på administration.
Det skal være trygt at bo på plejehjem i Aarhus. Trygt for den ældre og for de pårørende. Det kræver stabile rammer, ledelse med indsigt og personale, der kender beboerne. Et plejehjem skal føles som et hjem – ikke som en institution.
Vi siger nej til stordrift, minuttyranni og systemtankegang. Ældrepleje skal ikke bygges på skiftende modelprojekter, men på det, vi ved virker: kendte ansigter, faste rutiner og respekt for det enkelte menneske.
Samtidig mener vi, at sundhedstilbud skal være tæt på dem, der har brug for det. Samarbejdet mellem kommunen, regionen og de praktiserende læger skal styrkes, så ingen bliver tabt mellem to stole. Flere sundhedstilbud skal etableres lokalt og gerne i eget hjem, hvis det giver mening. For mange ældre er det altafgørende, at hjælpen kommer til dem og ikke omvendt.
Men et godt ældreliv handler ikke kun om hjælp og pleje. Det skal også være muligt at leve et trygt, aktivt og meningsfuldt liv som ældre i Aarhus, selv hvis man ikke har brug for kommunens hjælp. Der skal være tilbud og fællesskaber, der giver mulighed for samvær, oplevelser og deltagelse i lokalsamfundet – uanset om man bor i midtbyen eller i en oplandsby. Aarhus skal være en kommune, hvor man kan glæde sig til alderdommen.
Vi vil gøre op med systemtænkning og sætte mennesket først. Det er sådan, vi skaber en værdig alderdom.
SOCIALPOLITIK:
ET VÆRDIGT LIV - OGSÅ NÅR MAN HAR BRUG FOR HJÆLP
I Danmarksdemokraterne mener vi, at alle har ret til et godt og værdigt liv – også når man lever med handicap, psykisk sårbarhed eller andre udfordringer. Desværre oplever mange i Aarhus i dag, at det er blevet for svært at få den hjælp, de har brug for. For mange venter for længe, får for lidt eller bliver mødt med systemtænkning i stedet for medmenneskelighed.
Vi ønsker en kommune, hvor man ikke skal kæmpe for sin hverdag. Hvor beboere på bosteder føler sig trygge, og hvor hjælpen tager udgangspunkt i det enkelte menneske – ikke i kasser, skemaer og regler. Hvor det er de samme medarbejdere, der kommer, og hvor relationen mellem borger og personale får lov at fylde.
Et trygt liv kræver faste rammer og dygtige hænder. Derfor kæmper vi for mere stabilitet, færre omstruktureringer og mere tid til det, der virker.
Vi tror på, at trivsel og faglighed hænger tæt sammen. Når personalet har ro og faglig støtte, får borgerne det bedre.
Der skal være styr på økonomien, men det må aldrig blive vigtigere end mennesker. Derfor vil vi investere i det specialiserede socialområde og gøre op med de besparelser, der alt for længe har præget området.
Et godt liv handler ikke kun om at overleve – det handler om at kunne leve.
Derfor skal der også være reelle beskæftigelsesmuligheder og meningsfulde aktiviteter for dem, der kan og vil. For mange er det afgørende for livskvaliteten at være en del af et fællesskab, have noget at stå op til og opleve, at man bidrager med noget.
Det kæmper vi for.
BØRN OG UNGE:
EN TRYG BARNDOM - MERE TID, NÆRVÆR OG FÆLLESSKAB
Børn og unge skal have en tryg opvækst. I Danmarksdemokraterne kæmper vi for, at børn i Aarhus får en god start på livet – med tid til omsorg, stabile voksne omkring sig og adgang til fællesskaber, uanset hvor i kommunen de bor.
Vi vil have daginstitutioner, hvor der er tid til at trøste, lege og lære. Hvor pædagogerne ikke løber for stærkt, og hvor normeringerne ikke kun findes på papiret. Forældrene skal kunne aflevere deres barn med ro i maven og vide, at der er voksne nok, der kender netop deres barn. Derfor siger vi nej til lukning af små, trygge børnehuse og ja til flere hænder i hverdagen.
I skolerne skal vi sikre faglighed, ro og kendte voksne. Vi tror på mindre skoler, færre elever i klasserne og mere fokus på dansk sprog og kultur. Børn er forskellige, og derfor skal vi have plads til forskellighed både i undervisningen og i de tilbud, børn og unge møder. Vi vil væk fra “én model for alle” og i stedet styrke det, der virker: trygge rammer, faste fællesskaber og undervisning, der passer til den enkelte.
Vi ved godt, at mange har sagt det samme før os. Men vi viser det også i handling. Derfor siger vi også nej til dyre prestigeprojekter, kommunikationskonsulenter og mere bureaukrati og administration. Midlerne skal prioriteres til det nære.
Familien er barnets vigtigste fællesskab. Derfor skal Aarhus Kommune støtte op om forældrene – ikke kontrollere dem. Vi ønsker en kommune, hvor man bliver mødt med tillid som mor og far. Hvor der er reel valgfrihed, og hvor systemet hjælper, når der er brug for det og uden at blande sig mere end nødvendigt.
Samtidig ser vi med alvor på den stigende mistrivsel blandt børn og unge. Trivsel skabes ikke kun i klasselokalet, men også i fritidslivet. Derfor arbejder vi for flere lokale fritidstilbud, så børn og unge i hele Aarhus – også i oplandet – har et sted at høre til og nogen at være sammen med.
Vi tror på en barndom med frihed, ansvar og mulighed for at være barn. Et Aarhus, hvor børn ikke skal passe ind i systemet – men hvor systemet passer til børnene.
KULTUR:
KULTUR MED RØDDER - IKKE PROJEKTER UDEN BUND
Kulturen binder os sammen som mennesker, som by og som nation. Den fortæller, hvem vi er, hvor vi kommer fra – og hvad vi vil give videre til næste generation.
I Danmarksdemokraterne ønsker vi en kulturpolitik, der tager udgangspunkt i hverdagen, historien og det lokale fællesskab. Ikke i projekter uden bund, fine engelske titler eller elitær finkultur, som mange ikke kan spejle sig i.
Vi vil styrke den folkelige kultur. Det handler om foreningslivet, om kulturhuse med ildsjæle, om lokale festivaler, søfartsmuseet på havnen, fællessang og julelys i midtbyen. Det er alt sammen kultur – og det er den slags, vi skal passe på og bygge videre på.
Vi ønsker, at børn og unge lærer deres kulturarv at kende og møder dansk kunst, musik og historie med nærvær og stolthed. Det kræver, at kulturen er tilgængelig – ikke kun for de få og ikke kun i midtbyen.
Samtidig mener vi, at kulturstøtte forpligter. Kommunal støtte skal ikke være en sovepude – det skal være et afsæt for udvikling. Derfor skal vi turde stille krav til Aarhus’ kulturaktører.
Der skal være åbenhed, aktivitet og engagement, og det skal kunne mærkes ude blandt borgerne. Ellers må pengene bruges bedre andetsteds.
Vi siger nej til prestigebyggerier, der suger millioner ud af kulturbudgettet, mens små lokale aktører må kæmpe for overlevelse. I stedet vil vi prioritere det, der skaber liv og fællesskab og som aarhusianerne faktisk bruger.
Kulturen skal ikke presses ind i én form. Den skal vokse nedefra og ud og understøttes med respekt for det lokale, det danske og det ægte.
Samtidig kæmper vi for, at Aarhus værner om sin historie. Vi skal ikke skubbe vores kulturarv væk, når byen udvikler sig. Vi skal tage den med os og give den videre.
KLIMAPOLITIK:
SUND FORNUFT I DEN GRØNNE OMSTILLING
Danmarksdemokraterne tager klimaforandringerne alvorligt – men vi tror ikke på symbolpolitik og grønne tvangsløsninger. I Aarhus ser vi desværre alt for ofte, at klimaet bruges som undskyldning for at gennemføre dyre og indgribende tiltag hen over hovedet på borgerne. Det siger vi nej til.
Vi er ikke med i byrådets klimaaftale, der bl.a. indebærer kæmpevindmøller i naturskønne områder og solcelleparker tæt på boligområder. Den grønne omstilling skal ske med respekt for både mennesker, natur og lokalsamfund.
Vi siger også nej til klimaafgifter på plejehjem, der fjerner oksekødet fra de ældres tallerkener. Det er ikke værdigt – og det er ikke fornuftig klimapolitik.
Vi vil også have et opgør med den tossede affaldssortering i 10 fraktioner. Teknologien kan gøre det både nemmere og bedre, så lad os bruge den.
Målet om CO₂-neutralitet i 2030 er urealistisk og vil koste milliarder. Det hele går nok, hvis vi når målet i 2033 eller 2035 i stedet – bare vi gør det klogt og i samarbejde med borgerne. Aarhus kan ikke redde verden alene.
Vi tror på teknologi, fornuft og smarte løsninger. Solcellerne skal op på tagene, ikke ud over markerne. Og vindmøllerne hører hjemme på havet, ikke midt i naturen.
Klimapolitik skal være noget, folk bakker op om – ikke noget, de presses ind i. Det er sådan, vi når længst.
IDRÆT OG FORENINGSLIV:
MERE PLADS TIL FÆLLESSKAB OG FRIVILLIGHED
Idræt og foreningsliv er noget af det, der binder os sammen. Det skaber fællesskaber på tværs af alder og baggrund og giver børn, unge og voksne mulighed for at være en del af noget, der er større end dem selv. Men i Aarhus er der i årevis blevet bygget boliger uden at noget så fundamentalt som faciliteter til fritidsaktiviteter er fulgt med. Derfor er der mange steder for få haller, for få baner og for få muligheder.
I Danmarksdemokraterne vil vi investere i idrætslivet. Der skal være plads til et godt og aktivt liv i hele Aarhus Kommune – også i oplandsbyerne. Vi vil sikre, at der løbende bygges nye faciliteter i takt med, at byen vokser. Og vi vil tage fat på de renoveringer, som i alt for mange år er blevet udskudt.
Samtidig skal vi turde stille krav til dem, der bygger nye bydele. Hvis man som privat udvikler tjener penge på tusindvis af nye boliger, skal man også bidrage til de faciliteter, der skal binde hverdagen sammen. Det er ikke rimeligt, at det kun er kommunen og foreningerne, der skal betale.
Men idræt handler ikke kun om bygninger og penge. Det handler også om mennesker. Aarhus har et stærkt foreningsliv, båret af frivillige kræfter, som hver dag lægger timer i træning, turneringer, fester og fællesskaber. De fortjener bedre rammer og mindre bøvl. Derfor vil vi frisætte foreningslivet og rydde ud i de unødvendige regler og dokumentationskrav, der dræner kræfterne. Et stærkt fritidsliv kræver investeringer – men først og fremmest politisk vilje. Dén har vi.
ERHVERVSPOLITIK:
ET STÆRKT ERHVERVSLIV - IKKE FLERE AFGIFTER OG BENSPÆND
Aarhus skal være en vækstkommune, hvor det er attraktivt at drive virksomhed og skabe arbejdspladser. For Danmarksdemokraterne er det afgørende, at vi fastholder og tiltrækker private virksomheder, for det er erhvervslivet, der skaber grundlaget for vores velfærd.
Vi ønsker derfor en kommune, der samarbejder med erhvervslivet – ikke modarbejder det. Vi skal lytte mere til dem, der skaber arbejdspladser og udvikling, og inddrage erhvervslivet bredt på tværs af politiske områder lige fra ældreområdet til kulturområdet.
Vi siger klart nej til nye afgifter som dækningsafgiften, der reelt er en ekstra skat på dem, der skaber vækst og velstand i kommunen. Vi vil fjerne unødvendige benspænd og nedbringe bureaukratiet, så virksomhederne kan bruge tiden på det, de er bedst til. Ikke på papirarbejde.
Det skal være lettere for små og lokale virksomheder at byde ind på kommunale opgaver. Offentlige udbud skal ikke kun handle om laveste pris, men også om kvalitet, ansvarlighed og lokal forankring.
Samtidig vil vi styrke det frie valg for borgerne. Aarhusianere skal have mulighed for at vælge mellem kommunale løsninger og private leverandører, når det gælder fx hjemmehjælp, pleje eller andre kommunale tilbud. Det giver både bedre kvalitet, mere konkurrence og en større respekt for borgernes egne ønsker.
Et stærkt erhvervsliv kræver gode rammer. Derfor vil vi forbedre infrastrukturen, sikre effektiv sagsbehandling og skabe ordentlige forhold for både bilister, cyklister og kollektiv trafik. Der skal være frihed til at vælge bilen, men der skal også være stærke alternativer som billigere offentlig transport og gode cykelstier.
Hvis vi vil have virksomhederne til at blive og vokse i Aarhus, så skal vi møde dem med respekt – ikke med flere regler og afgifter.
TRYGHED:
ET TRYGT AARHUS - HELE DØGNET OG HELE VEJEN RUNDT
Tryghed er en grundlæggende rettighed. Alle aarhusianere skal kunne færdes frit og sikkert – uanset tidspunkt, køn, alder eller postnummer. Desværre er det ikke sådan i dag. For mange steder og for mange mennesker er utryghed blevet en del af hverdagen.
I Danmarksdemokraterne kæmper vi for at vende udviklingen. Vi vil tage trygheden alvorligt i nattelivet, i trafikken, i boligområderne og i byens rum. Derfor foreslår vi blandt andet tryghedsvagter, mere videoovervågning og bedre belysning. Vi vil sikre flere natbusser, tryghedszoner og konsekvens over for dem, der skaber utryghed.
Vi ønsker også mere synligt politi i gadebilledet – ikke kun når noget går galt, men hele tiden. Et tydeligt politi skaber både tryghed og respekt for reglerne.
Tryghed handler dog også om, at vi er klar, når ulykken rammer. Derfor vil vi styrke Østjyllands Brandvæsen, så beredskabet er rustet til at håndtere alle typer af hændelser og katastrofer – fra store brande og ulykker til oversvømmelser og andre akutte situationer. Et stærkt og velforberedt beredskab er en forudsætning for, at borgerne kan føle sig trygge.
I Aarhus Kommune findes der næsten ikke et eneste lokalområde, hvor man ikke kender til steder, hvor der sælges stoffer helt åbenlyst. Det er fuldstændig uacceptabelt, og det skal der gøres op med. Vi skal sætte hårdt ind mod de miljøer, der laver kriminalitet og skaber utryghed.
Det er ikke unge kvinder, ældre mennesker eller familier i boligområder, der skal frygte at gå ud – det er de voldelige, de kriminelle og de hensynsløse, der skal frygte konsekvensen.
Tryghed er ikke noget, vi får – det er noget, vi vælger at kæmpe for. Det gør vi i Danmarksdemokraterne.
DYREPOLITIK:
EN STEMME TIL DYRENE I AARHUS
Dyr kan ikke selv stille krav, sige fra eller bede om hjælp. Derfor har de brug for, at vi mennesker tager ansvar – også politisk.
I Danmarksdemokraterne mener vi, at Aarhus Kommune skal gå forrest og sikre, at dyr behandles ordentligt, uanset om det er kæledyr, produktionsdyr eller vilde dyr.
Vi ønsker en kommune, der støtter de mange frivillige, som hjælper dyr i nød, og som tager ansvar, når dyr efterlades i naturen. Vi vil gøre det lettere at søge hjælp, hvis man som ejer ikke længere kan tage vare på sit dyr – og samtidig arbejde for, at flere får øjnene op for det ansvar, det er at have et kæledyr. Det skal også være muligt at lave gode aktiviteter med sit kæledyr i Aarhus. Derfor ønsker vi blandt andet at udbygge kommunens hundeparker.
Vi vil også skabe bedre forhold for vilde dyr i takt med, at byen vokser. Byudvikling skal ske med respekt for natur og dyreliv.
Samtidig mener vi ikke, at halalslagtet kød hører til i kommunens institutioner.
I flere naturprojekter rundt om i landet bliver dyr sat ud bag hegn som led i biodiversitetshensyn. Det må aldrig betyde, at dyr skal sulte eller lide. Hvis dyr sættes ud i indhegninger, skal kommunen tage ansvar for, at de trives og passes, og der skal gribes hurtigt ind, hvis forholdene ikke er i orden. Dyr skal ikke ofres i biodiversitetens navn.
I Danmarksdemokraterne går vi op i at dyrene skal have det godt. Ikke fordi det er moderne - men fordi det er nødvendigt.
BYUDVIKLING:
BYUDVIKLING MED RESPEKT FOR MENNESKER OG HISTORIE
Aarhus skal udvikles, men det skal ske med respekt for byens sjæl, for dem der bor her i forvejen og for vores fælles historie.
I Danmarksdemokraterne kæmper vi for en anden kurs. Vi ønsker et opgør med den massive fortætning og de mange byggeprojekter, der alt for ofte tromler hen over både beboere, natur og bevaringsværdige bygninger.
Vi siger nej til en by, der udvikles for udviklingens skyld. Ja til en by, hvor der er plads til at leve – ikke kun plads til at bo. Derfor skal der i nye boligområder også være idrætsfaciliteter, grønne områder og daginstitutioner. Og vi skal stoppe med at tillade, at gamle, bevaringsværdige bygninger får lov at forfalde, bare fordi de står i vejen for et højhus.
Samtidig skal aarhusianerne have reel indflydelse. Alt for mange føler sig i dag overhørt i udviklingen af deres eget lokalområde. Vi vil vende processen på hovedet og lade borgerne være med fra begyndelsen – ikke først, når beslutningen allerede er truffet.
Byudvikling må ikke kun være noget, der sker i rådhusets mødelokaler og i investorernes Excel-ark. Det handler om liv, fællesskab og identitet – og derfor skal Aarhus udvikles med omtanke, åbenhed og respekt for det, der allerede er.
FINANSIERING:
MINDRE BUREAUKRATI - MERE VELFÆRD
Hvordan skal alle vores ønsker så finansieres?
I Danmarksdemokraterne tror vi på god borgerlig fornuft: At pengene først og fremmest skal bruges på kernevelfærd. Vi ønsker ikke nye skatter og afgifter. Vi vil i stedet finde pengene ved at rydde op i det voksende bureaukrati og sætte ind mod det unødvendige papirarbejde, som trækker ressourcer væk fra børn, ældre og udsatte borgere.
I Aarhus Kommune er der opbygget et tungt og dyrt system. Der er alt for mange støttefunktioner, kampagner, interne projekter og overlap på tværs af magistratsafdelingerne.
Derfor foreslår vi at samle funktioner som HR, kommunikation og jura og reducere antallet af kommunale puljer.
Samtidig vil vi tage teknologien i brug og erstatte manuelle processer med kunstig intelligens, hvor det giver mening – fx til sagsbehandling, oversættelse eller mødeindkaldelser. Vi skal turde tænke nyt, så vi bruger færre penge på system og flere på mennesker. Det handler ikke om at gøre det hele billigere.
Det handler om at gøre det klogere. Og om at sikre, at vores forslag – fra bedre ældrepleje til lokale idrætsfaciliteter – faktisk kan finansieres uden at sende regningen videre til borgerne.
Vi siger det klart: Pengene skal ud til dem, det hele handler om – og ikke blive hængende i systemet.



