top of page

JAKOB SØGAARD CLAUSEN
SPIDSKANDIDAT TIL REGION MIDTJYLLAND

Jeg stiller op som spidskandidat til Region Midtjylland for Danmarksdemokraterne, fordi der er brug for en ny retning. En region, hvor patienterne kommer først, hvor vi lytter til dem, der står i frontlinjen, og hvor sund fornuft vejer tungere end skrivebordsprojekter.

  • Facebook
  • Instagram
  • LinkedIn
  • TikTok

Siden 2019 har jeg arbejdet med ældre- og sundhedsområdet – og jeg har set, hvordan både patienter og personale bliver svigtet af et system, der burde være blandt verdens bedste. Vi kan gøre det bedre. Det kræver politisk vilje.

 

I Danmarksdemokraterne kæmper vi for mere sundhed tættere på, bedre balance mellem by og land, styrket mobilitet i hele regionen, flere lokale uddannelser og arbejdspladser – og ikke mindst mere sund fornuft i regionens prioriteringer. Og vi siger det samme før og efter valget.

 

EN REGION I KRISE - DER ER BRUG FOR NY POLITISK LEDELSE

Region Midtjylland har været ramt af den ene skandale efter den anden:

  • Lægesvigt i psykiatrien i Randers

  • Kræftskandalen

  • Unødvendige benamputationer

 

Det er eksempler på et system, der svigter – og på en politisk ledelse, der ikke tager ansvar. Det må og skal ændres. Det er på tide med et nyt flertal i Regionsrådet.

 

TILLIDSREFORM - VI SKAL KUNNE STOLE PÅ SUNDHEDSVÆSNET

Alt for mange har oplevet det: Lægen sagde, der ikke var noget i vejen – men det var der. Og pludselig er det chatrobotter som ChatGPT, man bruger for at få svar.

Det er ikke godt nok.

Vi har brug for en tillidsreform. Borgerne skal kunne stole på, at sundhedsvæsnet lytter og handler i tide. Og vi skal turde bruge ny teknologi til at gøre sundhedsvæsnet bedre, hurtigere og mere sikkert.

 

EN NY SUNDHEDSREFORM - MED FOKUS PÅ BORGERNE

Den kommende sundhedsreform betyder bl.a., at regioner og kommuner skal samarbejde i nye sundhedsråd. Det giver kun mening, hvis man lægger kampene på hylden og sætter borgernes behov først. Det, der virker, skal vi beholde. Det, der ikke virker, skal vi ændre.

Jeg tror på, at vi skal lytte mere til hverdagens eksperter – de medarbejdere på hospitalerne og i sundhedsvæsenet, som hver dag knokler tæt på patienterne. De ved, hvad der virker, og hvor skoen trykker. Det skal politikerne tage langt mere alvorligt.

 

Som spidskandidat til Region Midtjylland vil jeg arbejde for, at vores region bliver et forbillede for, hvordan man gør det rigtigt.

 

DANMARKSDEMOKRATERNE I REGION MIDTJYLLAND

 

DANMARK ER VED AT KNÆKKE OVER

Danmarksdemokraterne er det parti, der mest indædt kæmper for et Danmark i bedre balance. I alt for mange år er centraliseringsskruen blevet strammet med det resultat, at velfærden er flyttet længere væk fra dem, der har mest brug for den, og små uddannelsesinstitutioner er gradvist forsvundet. Det suger livet ud af lokalsamfundene, udsulter den lokale velfærd og virksomhederne for arbejdskraft og hæmmer bosætningen i hele regionen.

 

Danmarksdemokraterne vil gøre op med den hovedløse centralisering, styrke sammenhængskraften og gøre hverdagen lettere for danskerne, som de er flest, uanset hvor man bor. Det lyder måske lidt gammeldags, men det, vi siger før et valg, mener vi også efter et valg.

 

Danmarksdemokraterne vil vende udviklingen. Vi kæmper for et Danmark – og en region – i bedre balance.

 

MERE SUNDHED - TÆTTERE PÅ

Sundhedsvæsnet skal være der, når man har brug for det. Uanset om man bor i Silkeborg, Skive, Grenaa eller Galten.

  • Alle skal have adgang til en praktiserende læge i nærheden

  • Ingen må blive mere syg på en venteliste

  • Ambulancerne skal kunne nå hurtigt frem – også i landdistrikterne

  • Psykiatrien skal have et reelt løft

 

MOBILITET I HELE REGIONEN

Det skal være let at komme på arbejde, i skole, til uddannelsesstedet eller til arrangementer i pensionistklubben med offentlig transport, uanset hvor man bor. Samtidig skal vi holde hånden under familierne, hvor en eller to biler er nødvendigt for at få hverdagen til at hænge sammen. Der er brug for at styrke mobiliteten i hele regionen og binde by og land bedre sammen.

 

UDDANNELSE OG UDVIKLING I HELE REGION MIDTJYLLAND

Vi skal have flere lokale uddannelsesmuligheder – både for de unge og for voksne, der vil videre. Det skaber arbejdspladser og styrker både velfærden og erhvervslivet. Det gør det også lettere at bo og blive boende i hele regionen – ikke kun i de største byer.

 

MERE SUND FORNUFT

Der er brug for politikere, der prioriterer rigtigt. Vi skal ikke bruge millioner på prestigeprojekter og konsulenter – mens patienter venter og personale mangler.

 

Hver en krone skal bruges der, hvor den gør gavn – for dem, der har mest brug for det.

VIL DU HJÆLPE MIG I VALGKAMPEN?

Hver eneste indsats – stor som lille – gør en forskel. Du kan støtte ved at dele flyers ud, bidrage økonomisk eller begge dele, så vi sammen kan få mere lokal handlekraft ind i Region Midtjylland.

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

Få indblik i, hvad der sker på rådhuset – og hvad jeg arbejder for i Aarhus. Jeg sender nyt 1-2 gange om måneden direkte til din indbakke. Ingen spam, kun ærlige opdateringer.

bottom of page