
ET GODT LIV I HELE AARHUS
- OGSÅ I OPLANDET
Aarhus Kommune er meget mere end midtbyen. Den består også af store oplandsbyer, små bysamfund, landsbyer og landområder – og det er netop det, der gør Aarhus til noget særligt.
I Danmarksdemokraterne går vi til valg på at styrke hele kommunen. Vi mener, at man skal kunne leve et godt og trygt liv, uanset hvor i kommunen man bor. Derfor er oplandet en mærkesag for os.
Vi ser oplandsbyerne som en kæmpe styrke: her findes stærke fællesskaber, engagerede foreninger, grønne områder, trygge omgivelser og masser af liv. Men desværre oplever mange oplandsbyer at blive glemt af byrådet. Det gør, at det bliver sværere at få hverdagen til at hænge sammen, fordi der mangler investeringer i alt fra cykelstier til kulturtilbud og offentlig transport.
Samtidig oplever flere borgere i oplandet, at udsigten til marker og natur erstattes af store tekniske anlæg som vindmøller og solcelleparker. Ingen slår sig ned i det grønne for at få industrianlæg i baghaven. Grøn omstilling skal ske med omtanke og med respekt for både mennesker og natur.
Danmarksdemokraterne er sat i verden for at styrke hele Danmark – og det gælder også lokalt her i Aarhus. Vi ønsker et Aarhus, hvor hele kommunen får opmærksomhed, og hvor man kan leve et godt liv, uanset hvor man bor.
DANMARKSDEMOKRATERNE VIL...
AFSÆTTE FLERE MIDLER TIL OPLANDSBYER
Der bør afsættes flere midler til udvikling af kommunens landsbyer og oplandsbyer, så lokale idéer og projekter får luft under vingerne.
LAVE LOKALE IDRÆTSFACILITETER
Lokale idræts- og kulturfaciliteter skal prioriteres, så hverdagen hænger sammen - også uden for centrum.
FORBEDRE INFRASTRUKTUREN
Infrastrukturen skal forbedres med sikre cykelstier, trygge veje og bedre offentlig transport. Adgangen til midtbyen bør ikke begrænses for borgere i oplandet.
UNDERSTØTTE FLERE SENIORVENLIGE BOLIGER
Et godt ældreliv skal understøttes med flere seniorvenlige boliger, så ældre kan blive i deres lokalområde.
SKABE BEDRE MULIGHEDER FOR UNGE
Der skal være bedre muligheder for unge og børnefamilier i oplandet med fritidstilbud, boliger og fællesskaber tæt på.
STOPPE ENERGIANLÆG NÆR BOLIGER
Solcelle- og vindmølleprojekter i nærheden af boliger skal bekæmpes. Lokalområderne skal høres og inddrages.
HVORFOR ER DET VIGTIGT FOR OS?
-
64 % af indbyggerne i Aarhus Kommune bor uden for Ringvejen
-
Omkring 90 % af kommunens kulturudgifter bruges i Midtbyen
-
Et flertal i byrådet vil sætte solceller på 1.600 hektarer i oplandet



